Flytning af asken fra en afdød ven eller slægtning fra en eksisterende urne til en ny urne
I den virvelvind, man kommer ud for efter et dødsfald – især hvis det er uventet – ønsker man ikke at skulle lede længe efter valgmuligheder. Og så kan det ske, at man først senere indser, at man alligevel ikke har valgt den urne, der giver trøst eller passer til den afdøde.
Stilfulde, smagfulde urner kan spille en lindrende rolle i sorgprocessen og hjælpe med at mindes en elsket i fred og skønhed. En smukt designet urne er mere end et objekt, den er en trøstende erindring om en elsket person.
Nogle mennesker vælger derfor at finde en ny urne til erstatning for den eksisterende og give asken fra deres kære en ny, smuk destination.
Ligeledes valgte Karolien – medstifter af Artemis – næsten 10 år efter sin mors pludselige død at lede efter en ny urne og flytte asken. Herunder kan du læse hendes historie.
En ny urne til min elskede mor
”Det er 10 år siden. 10 år efter den chokbølge af akut hjertesvigt, der tog min mor (dengang 59 år) fra denne verden. Jeg var slet ikke forberedt på det. Det var ingen for den sags skyld. Hverken min far eller min familie. Det kom for tidligt. Alt for tidligt.
Det meste af tiden blev min del af hendes aske opbevaret sikkert i en urne, placeret i "skabet med løvekopperne". Det er et særligt skab, som jeg fik med fra mit barndomshjem efter vores bryllup, og hvor benene foran er kunstfærdigt udskåret i træ og forestiller løvekopper. Det forekom mig også bedre ikke at blive konfronteret med urnen hver dag i et ubevogtet øjeblik, og følelsen ville nok forsvinde med tiden.
Den første urne var ikke valgt med omhu, men halvhjertet, i en rus af voksende sorg og tavshed, udstillet i en vitrine hos bedemanden. Hver gang jeg så denne urne stå på hylden i vores skab, omgivet af kassen med "lykønskningskort til alle lejligheder", den flettede sykurv og posen med rester af uld, vidste jeg, at dette var en situation, der ikke stemte.
Først senere gik det op for mig, at det var urnen selv, der ikke var rigtig. Den gav mig ingen trøst, og den var ikke noget, min mor selv ville have valgt. Det følte jeg bare meget stærkt.
I løbet af sidste år kom det pludselig, det vendepunkt, der signalerede, at sorgen var blevet lille nok til at give plads til at lede efter en anden urne. Velovervejet. En, der udstrålede trøst og samtidig håb. En, der var håndlavet med kærlighed og havde den rette nuance af naturlige materialer. En, der ikke straks sagde "jeg er en urne, se min sorg". En med stil. En, der samtidig var diskret, og som man ikke frygtsomt ville vende blikket væk fra.
Denne nye urne har nu fået en plads i vores stue. Nogle gange med mors fotoramme ved siden af, nogle gange med stearinlys, og som nu, på fødselsdagen, ved siden af en vase med et par kviste pileknopper, som min mand har plukket. Et meget varmere miljø end i skabet med løvekopperne.
Det har taget 10 år, men det var den tid, der var nødvendig for at skabe en positiv forandring og accept.